Vedtægter for One Touch Helsingør
§ 1. Navn
Foreningens navn er One Touch Helsingør.
§ 2. Hjemsted
Foreningen er hjemmehørende i Helsingør – Spicavej 11, 3100 Hornbæk.
§ 3. Formål
Foreningens formål er, at drive en fodboldklub og skabe de bedst mulige betingelser for udøvelse af denne idrætsgren.
§ 4. Medlemskab
Foreningen er åben for alle der kan tilslutte sig foreningens formål og medlemsbetingelser.
Indmeldelse og udmeldelse skal ske skriftligt.
Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftligt til foreningen med mindst 1 måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode.
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis medlemmet ikke overholder medlemsbetingelserne. Eksklusionen er gyldig hvis mindst 2/3 af de tilstedeværende i bestyrelsen kan stemme for eksklusionen.
§ 5. Kontingent
Kontingent og eventuelle gebyrer fastsættes af bestyrelsen. Bestyrelsen kan, hvor særlige forhold gør sig gældende fritage medlemmer helt eller delvis for at betale kontingent. Er et medlem i restance udover halvåret, kan medlemmet udelukkes fra deltagelse i træning, kampe og øvrige arrangementer. Opkrævningsform og betalingsperioder fastsættes ligeledes af bestyrelsen.
§ 6. Generalforsamling
Generalforsamling er foreningens øverste myndighed. Generalforsamling holdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse på hjemmesiden.
Indkaldelsen skal indeholde angivelse af dato og tidspunkt, sted og dagsorden for generalforsamlingen.
Indkomne forslag skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.
Dagsordenen til generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent og referent
- Formandens beretning.
- Regnskabsfremlæggelse.
- Budget fremlæggelse.
- Indkomne forslag.
- Valg af formand.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af suppleanter til bestyrelsen.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Der føres protokol over generalforsamlingens beslutninger.
Stemmeberettigede er aktive medlemmer, der er fyldt 16 år, samt forældre til medlemmer, hvor medlemmet ikke er fyldt 16 år. Der kan afgives 1 stemme pr. medlem. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Afstemninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer jfr. dog § 8. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre mindst et medlem begærer skriftlig afstemning.
Personvalg sker ved simpelt flertal blandt de stemmeafgivende. Ved stemmelighed foretages omvalg blandt de opstillede, og er der fortsat stemmelighed, afgøres valget ved lodtrækning.
Vedtagelse af indkomne forslag sker ligeledes ved simpelt flertal blandt de stemmeafgivende. Ved stemmelighed er forslaget forkastet.
§ 7. Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen eller mindst 50% af foreningens medlemmer kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelse med dagsorden til ekstraordinær generalforsamling følger reglerne i § 6. Afstemninger følger ligeledes reglerne i § 6 og § 8.
§ 8. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan kun ske på ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger. Ændringerne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen..
Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 1 måned før generalforsamlingen.
Ændringer i vedtægterne kan kun ske ved 2/3 stemmeflertal blandt de fremmødte på den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling.
§ 9. Bestyrelsen
I det daglige ledes foreningen af en bestyrelse. Bestyrelsen administrerer foreningens midler og har overfor generalforsamlingen det overordnede ansvar for foreningens daglige drift.
Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens tilskud med mindre tilbagebetalingskravet er opstået ved retsstridig handling.
Bestyrelsen skal bestå af mindst en formand samt to medlemmer.
Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Dog vælges formand, hvert år. Genvalg kan finde sted. Der vælges suppleanter til bestyrelsen.
På den årlige generalforsamling fremlægger bestyrelsen et revideret årsregnskab jfr. § 10, samt et forslag til budget for kommende års aktiviteter.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger/beslutninger.
Bestyrelsen holder møde når formanden eller 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Formanden indkalder til bestyrelsesmøderne med mindst 14 dages varsel.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre mindst et medlem begærer skriftlig afstemning.
§ 10. Regnskab
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Kassereren udarbejder en gang årligt et drifts- og statusregnskab på baggrund af den daglige bogføring.
Inden fremlæggelse på generalforsamlingen skal regnskabet revideres af revisor. Revisor har til enhver tid adgang til alle relevante oplysninger, herunder medlemskartotek, daglig bogføring og beholdninger.
Det er generalforsamlingen som godkender regnskabet.
§ 11. Tegningsret
Foreningen tegnes udadtil af formanden og et bestyrelsesmedlem i fællesskab, kassereren og et bestyrelsesmedlem eller af tre bestyrelsesmedlemmer i fællesskab.
§ 12. Opløsning af foreningen
Foreningen kan kun opløses på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. En ordinær og en ekstraordinær generalforsamling.
Opløsning af foreningen kan kun ske hvis mindst 2/3 af foreningens fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget på de to generalforsamlinger.
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens aktiver, når enhver er svaret sit, en forening i Helsingør med et lignende formål og aktivitet (eller en almennyttig forening).
§ 13. Ikrafttræden
Disse vedtægter træder i kraft den 24. september 2011.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 24. september 2011